-Praksisfortælling
Vi har sikkert alle sammen haft mange gode venner gennem tidens løb. Nogle vokser man fra mens andre har en speciel plads i ens hjerte. Den fortælling jeg gerne vil dele med jer, handler om en periode i mit liv omkring 4. klasse, hvor der skete noget som har betydet meget for mig.
Min veninde og jeg havde siden børnehaven altid holdt sammen og vi var nærmest uadskillelige. Vi legede sammen, grinede sammen og var fjollede sammen, sådan som veninder nu er. ”Jeg har tegnet det hus hvor vi skal bo sammen når vi bliver store” sagde hun sågar en dag, og den idé var jeg selvfølgelig med på.
Tiden gik og vi var også så heldige at komme i klasse sammen i folkeskolen, hvilket vi frydede os rigtig meget over. Vi havde set frem til mange år, hvor vi sammen kunne dele en masse spændende oplevelser, men desværre går det ikke altid som man ønsker allermest. Min veninde begyndte at være meget sammen med en anden pige, som jeg i øvrigt ikke havde noget som helst til fælles med, og de var tit hjemme hos hinanden efter skole. I princippet var der ikke noget galt i at finde andre venner, men selvom jeg blev inviteret med flere gange, følte jeg at den nye veninde var mere interessant og spændende end jeg var. Jeg valgte dengang hverken at fortælle min veninde eller mine forældre hvad der gik mig på, og dette resulterede i at jeg fik det rigtig dårligt og havde slet ikke lyst til at komme i skole - for det eneste jeg så var bare min bedste veninde og ”den anden”. Det var en omgang god gammeldags jalousi jeg var blevet ramt af, men det kunne jeg selvfølgelig ikke se dengang.
Jeg var dog så heldig, at mine forældre var enormt opmærksomme på mig og kunne da godt mærke at der var noget galt. Da de havde spurgt mig nogle gange, fik de da også prikket hul på bylden, og så udbrød jeg halvkvalt: ”Jamen det er bare fordi at hun ikke kan lide mig mere og fordi hendes nye veninde er så dum”. Igen kunne mine forældre heldigvis godt forstå mig, og satte sig ned ved siden af mig og forklarede mig, at min veninde selvfølgelig ikke havde glemt mig, men at det var i orden at lege med nogle andre engang imellem. De opfordrede mig til at fortælle min veninde, at det godt kunne gøre mig lidt ked af det, når jeg følte at jeg blev sat til side.
Med støtte fra mine forældre fik jeg taget mig sammen til at snakke med min veninde om hvor meget jeg egentlig savnede hende, og det viste sig jo lykkeligvis at det ikke havde været meningen at såre mig.
Evaluering:
Denne fortælling har været vigtig for mig at fortælle, da det har betydet meget for mig dengang at mine forældre var så opmærksomme på mig at de kunne mærke at jeg ikke trivedes. Det var et godt råd de gav mig, og de hjalp mig med at finde en løsning på et problem, som jeg selv så som uoverskueligt. Derfor er begge mine forældre rollemodeller for mig den dag i dag, og jeg håber at jeg selv bliver ligeså opmærksom på mine egne børn når den tid kommer. Min bedste veninde dengang er stadig den dag i dag et af de mennesker, som jeg kender aller bedst og venskabet fungerer stadig i bedste velgående.
- Skrevet af Jane
