Min far slår dig ihjel!

- en praksisfortælling

Jeg arbejdede i en børnehave med tyve børn og tre voksne. Denne dag er vi kun to voksne. Dagen har været helt almindelig og til frokost beslutter vi at jeg selv kan spise med børnene, så Mette kan gå på kontoret. Vi gør i fællesskab klar til at spise og da børnene har sat sig med deres madpakker går Mette.

Jeg sidder og taler med børnene om dagen, imens vi spiser, da jeg lægger mærke til at Sonja leger med maden, fremfor at spise den. Jeg siger til hende at hun skal holde op med at lege med maden. Sonja ignorerer mig, så jeg beder hende igen, hun ser trodsigt på mig imens hun siger Nej jeg gider ikke. Jeg siger til hende at jeg ikke vil have at hun leger med maden og at hun skal spise den ordentligt. Sonja skubber hårdt tallerkenen fra sig og skubber stolen væk fra bordet med benene. Jeg siger nu til hende at hvis hun er mæt kan hun lade maden stå, men at jeg vil have at hun sidder ved bordet. Sonja rejser sig op og smider med stolen. Jeg beder hende om at tage stolen og sætte sig ind til bordet igen, Sonja ryster på hovedet, jeg rejser mig og siger til hende at det skal hun. Sonja begynder at råbe af mig, hun råber ”nej jeg gider ikke din dumme ko!” Jeg bliver vred og siger hårdt til hende, ”sådan skal du ikke tale til mig”, og siger til hende at nu skal hun sætte sig ind til bordet. De andre børn er holdt op med at spise og følger det hele. Nogen af børnene ser forskrækkede ud. Sonja ignorerer mig så jeg går hen og tager om hendes arm, imens jeg igen siger til hende at hun skal sætte sig. Hun vrider sig løs og går lidt væk fra mig, jeg siger til hende, ”Sonja nu sætter du dig hen til bordet”. Hun læner sig lidt frem mens hun stille siger ”min far slår dig ihjel når han kommer”. Jeg siger til hende at det vil jeg ikke høre på og tager fat i hende for at tage hende ud af stuen, hun begynder at råbe de samme ting som før, imens jeg tager hende ud af stuen. Jeg sætter hende i garderoben og siger til hende, at hun skal blive der til hun er faldet ned.

Jeg går ind til de andre børn og taler lidt med dem for at dæmpe situationen. Børnene spiser videre og begynder at snakke sammen igen.

Jeg kan høre Sonja græde ude i garderoben og går ud til hende. Hun gemmer sig i hjørnet af rummet og siger jeg skal gå. Jeg siger til Sonja at jeg blev vred og ked af de ting hun sagde og at det er derfor jeg tog hende ud af stuen. Hun råber at jeg skal gå. Jeg siger til hende at det vil jeg ikke, at jeg bliver der til hun er klar til at tale med mig. Sonja står lidt i hjørnet og græder. Jeg venter lidt før jeg spørger, om jeg må trøste hende, hun nikker til svar og jeg trækker hende ind til mig. Jeg tager hende op på skødet og vugger hende. Hun lægger begge arme om mig og holder fast, mens hun græder stille. Jeg siger til hende at jeg ikke er vred mere, men at jeg bliver ked af det når hun siger sådanne ting til mig, jeg siger spørgende til hende, "men nu er vi gode venner igen ik?" hun nikker. Vi sidder lidt sammen i garderoben, så spørger jeg om hun er klar til at komme med ind igen, Sonja nikker igen og vi går sammen ind på stuen. Jeg hjælper Sonja med at samle stolen op og sætte den ved bordet. Hun sætter sig ned og jeg stiller tallerkenen foran hende, imens jeg siger at hun bare kan lade maden stå, hvis hun er mæt. Jeg stryger hende lidt over ryggen, imens jeg begynder snakken igen med de andre børn og sætter mig derefter hen på min plads. Sonja begynder at spise.

Af Sussi Sørensen