Der var engang en dreng som boede i et blåt hus i et land som ingen andre kender. Drengen hed Frederik og boede alene sammen med sin mor og de var meget fattige, så de fik ofte kun vand og tørt brød at spise. Derfor var Frederik meget mere skrøbelig og tynd end de andre drenge i byen. Frederik sad tit alene ved vinduet i sit værelse i det blå hus, og kiggede ud på de andre drenge der legede. Han drømte tit at de andre drenge ville lege med ham, men når man ikke kan kravle i træer eller sjippe med vandslangerne, må man ikke være med. Frederiks højeste ønske var at få en ven.
Frederik spurgte tit sin mor om hun ville lege, men hun havde aldrig tid, da hun blev nødt til at tjene penge til mad. Når Frederik spurgte sin mor, sagde hun altid: "Gå ud og leg med de andre". Så gik han ud og satte sig på blomsterkassen foran huset og kiggede på de andre.
Pludselig en dag ser Frederik en hund gå alene forbi vinduet. Den legede med vandslangerne ude i gården. "Den ser sød ud" tænkte Frederik. Pludselig kommer de andre drenge løbende hen imod Frederik og han bliver meget forskrækket. De råber og skriger i munden på hinanden: "hvem ejer den hund, der snuser rundt uden for Frederiks vindue?". Frederik tøver et øjeblik men råber så:"det gør jeg, det er min hund". Drengene stopper op og slipper hunden, som hurtigt løber væk.
Da drengene er gået ser Frederik at hunden stadig er i nærheden, og han går hen til den. Hunden kommer hurtigt løbende hen til ham og slikker ham på kinden. Mens Frederik sidder og kæler med hunden, kommer hans mor hjem. Han kigger op på sin mor og siger stille:"Mor jeg har fået en ven. Han er helt alene i verden ligesom mig, må han bo hos os?". Moderen ser på Frederik og derefter over på hunden og smiler. "Hvor er det dejligt at du endelig har fundet en god ven. Selvfølgelig må han bo hos os". De går sammen ind i det blå hus og spiser aftensmad. Frederik, hans mor og hunden levede alle lykkeligt til deres dages ende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar